torsdag den 6. september 2012

Lidt om kost og motion


I går eftermiddag fik min veninde og jeg bl.a. målt vores fedtprocent samt kroppens biologiske alder nede i Fitness World med sådan en herresmart vægt/maskine-dims. Vi gjorde det af ren nysgerrighed og i håb om at man kunne blive en lille smule klogere på sin krop. 
Jeg skal lige starte med at sige, at jeg faktisk ikke har den helt store forstand på hverken, hvordan man træner "rigtigt", hvis man f.eks. gerne vil nå nogle mål eller generelt set i forbindelse med træning. Men det kunne jeg godt tænke mig at blive.
Nok dyrker jeg motion jævnligt/dagligt, men det er mest af alt pga. lysten. Selvfølgelig er det ikke altid lysten der driver værket, men for det meste er det.. Den gode samvittighed og fornemmelsen i kroppen efter en god gang træning motiverer mig også helt ekstremt. Men grundlæggende træner jeg for at holde mig sund og i god form og forhåbentlig vil det også forlænge mit liv på længere sigt.
Mht. kostvaner er jeg ikke den store fanatiker hvad det angår. Jeg har faktisk aldrig været på nogen form for kur, og har altid givet mig selv lov til at spise som jeg har haft lyst til (med måde selvfølgelig) hvis bare jeg også dyrker motion samtidig. Men med det slået fast, tænker jeg faktisk også en del over hvad jeg propper i hovedet sådan til dagligt.. Min søde tand har altid eksisteret og jeg har meget svært ved at ignorere den, specielt om aftenen. Man tillægger sig jo desværre nogle vaner igennem et liv, som ikke alle er lige skidesmarte. Så derfor vil jeg gerne gennem min daglige kost spise forholdsvis sundt, så der også er plads til lidt forkælelse i ny og næ :)




Nå. Nu til det som det egentlig skulle handle om; denne hersens test jeg fik lavet i går. Resultaterne var generelt lidt som jeg havde forventet, men min krops metabolske alder blev jeg noget overrasket over. 12 år, sagde maskinen! Øh. ja. Tænkte jeg så. Og er det så godt eller skidt? Umiddelbart ville jeg jo tro at det er sundt, hvis kroppen er yngre end sin rent fysiske alder, men er det nu også sådan? Det har jeg tænkt mig at få endeligt svar på i næste uge. Vi fik en hurtig snak om de forskellige tal og hvad de betød, og jeg blev rådet til at styrketræne en del mere end hvad jeg gør i forvejen. Ikke på bodybuilder-måden, men såmen bare for at styrke kroppens store muskelgrupper - især ryg og ben, hvilket jeg ikke gør så meget på nuværende tidspunkt. Så det skal jeg til at igang med indenfor det næste stykke tid. 
Men som I måske kan se udfra den lille krøllede seddel, skal der måske også lidt ekstra sul på sidebenene for at være såkaldt "normalvægtig", selvom jeg jo går og føler mig glad, sund og rask :)

Personligt bryder jeg mig ikke om meget muskuløse kvindekroppe. Jeg synes ikke det ser naturligt eller feminint ud på nogen måde, om man så har fået en masse silikone skudt i brysterne, for at fremstå mere kvindelig, tiltaler det mig bare overhovedet ikke. Selvfølgelig er jeg klar over, at det heller ikke er af den sti jeg skal gå og at der skal langt mere end lidt styrketræning til før musklerne nærmest springer ud af kroppen. Det kræver dedikation og hårdt arbejde, hvilket jeg har stor respekt for og er imponeret over at nogen mennesker overhovedet kan sætte sig disse ekstreme ting for og nå deres mål. Jeg foretrækker en krop der ser sund og rask ud og gerne er en smule markeret eller blot med flotte tonede muskler. DET synes jeg er flot! Forskellen er enorm, når man ser alle de billeder, man efterhånden får smidt i hovedet på bl.a. facebook og instagram med diverse fitness-modeller. Mange er efter min mening utrolig overdrevet at se på, mens andre bare er en kæmpe stor inspiration - og motivationskilde for mig.


Vil anbefale jer at få lavet sådan en test. 
I vil måske blive overrasket og få en aha-oplevelse ligesom mig :)

2 kommentarer: